Menu

ÅRETS HI-ER 2025 – JACOB OLSEN

image
22. november 2025 kl. 18:10
Traditionen tro kårer Hjørring Idrætsforening hvert år ÅRETS HI-er - således også i 2025.
Jacob Olsen blev sammen med flere tidligere ÅRETS HI-ere fejret ved en sammenkomst i HIs klubhus på landlyst - fredag den 21. november.
Frivillighed er en forudsætning for at foreningslivet i Danmark kan finde sted.
Uden de mange frivillige i de danske foreninger ville vores samfund være meget fattigt.
Men hvis det skal lykkes med fortsat at finde ledere er der ingen tvivl om at foreningerne skal tænke nyt og ungt.
I såvel HI håndbold som i HI fodbold gøres der også indsatser for at få flere ledere og trænere.
Heldigvis lykkes det i langt de fleste tilfælde at finde kvalificerede trænere og ledere, men ind i mellem lykkes det også at få fat i nogle frivillige, som skiller sig ud – frivillige der bliver trænere eller ledere, der kommer med et stort engagement – og her er det at  Jacob Olsen kommer ind i billedet.
Vi har heldigvis en del frivillige i HI – såvel HI håndbold som HI fodbold – og Jacob er en af dem!
Ikke bare fodbold og håndbold har haft Jacobs interesse fra barnsben af - også  cricket stod fik opmærksomheden, men det er jo ikke så underligt idet Jacob er vokset op i et ægte cricket-kvarter i Hjørring - dér hvor cricket var en sportsgren som drengene spillede på gaden – på Grundtvigsvej.
At både dine evner som håndbold- og cricket-spiller bragte dig i nærheden af danske ungdomslandshold – det er måske en overraskelse for flere.
I det daglige er Jacob kørelærer og der er helt sikkert mange elever i skolevognen der skulle lægge ører til en gang fodboldsnak, for en god fodboldsnak deltager du meget gerne i og Jacob har altid givet sin mening til kende om ikke bare det fodbold, der har med HI at gøre men også i almindelighed.
Jacob har på et tidspunkt varetaget tøjindkøbsordningen qua hans mangeårige ansættelse i Sportsmann hvorfra han har et stort kendskab til leverandørerne og prissætningerne på sportstøjet og derigennem er kommet HI til gode.
Endvidere har Jacob været meget aktiv i arbejdet med at få sponsorater hjem til HI fodbold.
I det forgangne fodbold-år har Jacob kastet dig over holdlederjobbet på HI´s serie 1 hold – et job som Jacob har varetaget med stort engagement og med stor anerkendelse og respekt fra spillerne og de andre i træner-/lederstaben.
Men Jacob – er jo en af de mange frivillige som vi i HI ikke kan undvære – han stiller op når der bliver kaldt og lægger sin arbejdskraft i den udstrækning han nu kan.
Godt set af HI fodbold at udnævne Jacob Olsen til Årets HI´er.
Jacob …………. er en del af HI og ………….HI er en del af Jacob - en rigtig Årets HI´er.
Tillykke!
Luk