Menu

Topcentre til Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde

image
08. november 2017 kl. 13:32
DBU har tildelt tre topcentre til Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde (FNF), som består af AaB, Hjørring I.F. og Hobro I.K.

AaB, Hjørring I.F. og Hobro I.K. er i forbindelse med topcenter-projektet hos DBU gået sammen om Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde (FNF), hvor de tre klubber samarbejder om talentudvikling for drengespillere fra U/10 til U/12.

Samarbejdet er nu blevet tildelt tre topcentre af DBU - et topcenter i hver by.

Topcentre-projektet har ligesom FNF fokus på talentudvikling for U/10 til U/12, og det er i den henseende, at AaB, Hjørring I.F. og Hobro I.K. er gået sammen for at udvikle de nordjyske talenter bedst muligt.

- Det er helt exceptionelt, at klubber som til daglig konkurrerer indbyrdes i landets bedste rækker, sætter sig ud over konkurrencen og tænker på, hvordan man samlet set får skabt den bedste udvikling for drengespillerne i Nordjylland fra U/10 til U/12, udtaler Anders Damgaard, talentchef i AaB.

Med topcentrene får udvalgte spillere fra partnerklubber af Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde mulighed for hver uge at blive trænet på et topcenter af trænere fra AaB, Hjørring I.F. og Hobro I.K

- Jeg er ekstremt stolt over, at vi i fællesskab kan styrke talentarbejdet i Nordjylland. FNF kommer til at gavne de udvalgte unge spillere, som får mulighed for at få ekstra træning hos talentcentrene hver uge. Det kommer også spillernes respektive klubber til gode, da de får en hjælpende hånd i forhold til at udvikle deres unge talenter bedst muligt, udtaler Per Andersen, formand i foreningen Hobro I.K

- Det er enestående, at det er lykkedes os tre klubber at arbejde sammen om FNF. Det styrker fundamentet i talentudvikling i Nordjylland, at vi ikke bare for spillerne, men også på trænersiden får skabt et samarbejde om kompetenceudvikling, udtaler Allan Kaufmann, formand i Hjørring I.F.

Træning i topcentrene begynder i starten af 2018.

For yderligere oplysninger:

Anders Damgaard, talentchef, AaB 2183 1939

Allan Kaufmann, formand, Hjørring I.F. 2527 0594

Per Andersen, formand, Hobro I.K. 4037 1157